Carl Henning Aarsø

”Open End”

Malerier og objekter

Om min kunst

Udfordringen for mig som kunstner er ikke at gengive eller illustrere noget allerede eksisterende, men at skabe noget selvstændigt. Min kunst skal derfor ikke forestille eller symbolisere noget.
Min kunst er det du ser. farver, form, strukturer, hvorved materialerne jeg bruger, også har en væsentlig rolle. En rød farve er naturligvis rød, men det er også en materie, ligesom et stykke bly eller pap er et materiale der også har en farve. Mine billeder opstår således som en symbiose imellem de materialer jeg bruger og mig der fører penslen eller former materialet. Derfor er stemninger, tiden, spontaniteten og benyttelsen af tilfældigheder også elementer i min kunst.
For mig er såvel materialerne som selve arbejdsprocessen vigtige og derfor er det mig magtpåliggende, at materialerne beholder deres eget værd og at arbejdsprocessen kan aflæses i det færdige kunstværk.

Om papkassebillederne

For nogle år siden malede jeg nogle billeder hvor jeg brugte iturevne papkasser som billedbærer. Ideen opstod da jeg rev brugte papkasser i stykker for at få plads til dem i genbrugsbeholderen. Jeg blev fascineret af de afrevne papstykkers form, farve og historie med dets spor, pakkesedler og klæbebånd.

Omstændigheder gjorde at jeg kom bort fra disse billeder uden at jeg egentlig havde følelsen af at have udtømt emnet. Igennem årene har jeg derfor gemt papkassestykker, som jeg syntes var for gode til småt brændbart, så jeg kunne tage emnet op igen når tiden var til det.

Corona-pandemiens nedlukninger satte ekstra gang i onlinehandelen med deraf øget forsendelse af pakker. Nedlukningerne ramte også mig som kunstner med aflysninger og udsættelse af planlagte aktiviteter. Jeg fik tid til at tage arbejdet med papkasserne, der nu havde fået en ny aktualitet, op igen.
Billedernes størrelse opstår tilfældigt når jeg river, skærer eller klipper papkasserne i stykker og er også bestemmende for den videre forarbejdning, hvor jeg bruger bejdse, acrylmaling, lak og pigmenter.

Om tusch og moselud

Arbejdet med tusch og moselud, udgør en vigtig del af mit kunstneriske virke. Til at udforske tuschen og moseludens muligheder, benytter jeg også selvlavede penne, pensler og koste af f.eks. fjer, hestehår og birkeris. For at få følelsen for materialet og mærke materien river jeg ofte tuschen selv.

Moseluden er et rent naturprodukt, der har vist sig at indeholde næsten ubegrænsede muligheder, i varme grålige, brune og sorte schatteringer. Som billedbærer til moseluden benytter jeg udover papir også ubehandlet bomuldslærred (sejldug), der giver mig muligheder for at arbejde i store formater.

Om grenobjekterne

Tilbageflytningen til Danmark og bosættelsen på landet i Lundager ved Assens, betød også en ny forbundethed med naturen. På et tidspunkt kom ideen at forsøge at gøre tegningen og tuschens bevægelser tredimensionelle. Mine første forsøg blev gjort med ståltråd og piberensere. Naturmaterialet pilegrene som jo også benyttes til kurvefletning var nærliggende, men jeg syntes de var for lige og anonyme (for lidt natur), så da naboen en dag beskar sine frugttræer kom ideen at benytte de afskårne grene i stedet.

I mange år benytter jeg nu hovedsageligt grene fra mit eget paradisæbletræ, der har vist sig at være meget stabile og have en smuk glød når de bliver afbarket. Den tredimensionelle tegning bliver nogle gange til det tredimensionelle maleri, når jeg udspænder lærred, gaze på grenene og bemaler det.

Om tavlebillederne

Mit udgangspunkt er middelalderens tavlebilleder / ikoner. I en tid før fotografiet ændrede radikalt på opfattelsen af realitet. Som en videreførelse af hulemalerierne, tjente tavlerne religiøse eller spirituelle formål som opfordrede til fordybelse og ofte også til forførelse.

Vore dages tavler er tablets og smartphones. Den teknologiske udvikling med brug af kunstig intelligens til billedformidling og forvandling, kan igen påvirke vores opfattelse af realitet (Fake News).
I disse moderne tider skifter billederne i rasende tempo, hvor ikke meget overlades til fantasien og individuel fordybelse. Ydermere mangler de flimrende billeder på skærmene også stofligheden.

Jeg har ingen hensigt med mine tavler, om at ville missionere. Nogle opfatter mine tavlebilleder som religiøse i kristen forstand, måske fordi jeg ofte komponerer mine billeder ud fra et kors eller kryds. Jeg har ingen berøringsangst med denne sammenkobling, men korset og krydset er jo ældre end kristendommen og optræder i mange kulturer. For mig er korset eller krydset et fixpunkt, hvorfra også nye veje udgår.

For at opnå den størst mulige stoflighed i billederne maler jeg mine tavlebilleder hovedsageligt med oliemaling, som jeg påfører i tykke lag. Andre elementer i form af træ og metal hjælper mig til at springe rammen på billedformatet.

Om Lundagerbillederne

Inspirationen til disse billeder finder jeg i mine nære omgivelser. bindingsværk, murværk, naturen, vejr og vind. Store og små oplevelser i hverdagen. Disse billeder maler jeg mest med acrylmaling. For at opnå et freskoagtigt udtryk, har jeg eksperimenteret med en sammensmeltning af acrylfarve og bejdse, hvor bejdsen fra underlaget trækker sig frem i acrylfarven.

Privatliv
Galleri Sulegaarden

Nødvendige cookies