”Fra gemmerne”

10.2. – 14.4.2024

Vi har været i gemmerne og fundet spændende rariteter frem til denne udstilling. Således 2 tidlige værker af maleren Georg Ernst (1919-2001). ”I grusgraven”, olie på lærred fra 1960 var samme år udstillet på Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie i København og et fint selvportræt fra 1955. Af den efterspurgte, også afdøde maler, Aksel Jensen (1914-2005) viser vi sjældne farvetræsnit og af Paul-René Péronard (1924-2015) et lille fint acryl på lærred. Fra serien ”Menschen”, af den ligeledes meget efterspurgte tyske maler Karin Ohlsen, et olie på lærred maleri med titlen ”Mädchen”.

Udstillingen omfatter desuden træsnit af Kirsten Winter, mix media af Sabine Weissbach (D/IRL), Bärbel Hische (D) og Birgitte Ramskov. Et større olie på lærred med titlen ”Bemalet landskab” af Jesper Bek og tusch arbejder af Kate Skjerning og Anne Marie Egemose. Jørgen Minor er repræsenteret med et trærelief og Emmy Lund med 2 acryl på træ billeder. Lene Broe, Dieter Begemann (D), Barbara Uebel (D) og Carl Henning Aarsø viser skulpturer.

Trods den store bredde i udtryk og det lange tidsspænd fra det ældste billede fra 1955 og til nu, er det blevet til en meget seværdig udstilling med værker af de kunstnere der var og er tilknyttet galleriet.